Fingerbøls historie
Planterne var oprindeligt den måde, man forsøgte at medicinere og helbrede folk gennem tiderne. De fleste metoder havde ofte en dårlige virkning, og mange planter blev brugt til flere forskellige formål. En af de planter, som dog blev brugt til et formål, der faktisk havde en effekt, er Fingerbøl, eller på latin Digitalis purpurea.
Oprindeligt er fingerbøl ikke en vild dansk plante, men en af de planter som er indført. Historisk hører man om den første gang i 1647 hvor den bliver omtalt i Simon Paullis Flora Danica. Fingerbøl er af udseende meterhøj og har store, lidt skæve klokkeformede røde kronblade. Disse er indvendig mørkplettede. Fingerbøl er toårig og en meget almindelige plante. Man finder den typisk omkring kirker men også ved mange gamle gårde står den vildt.
Fra folkemedicin til moderne lægevidenskab
Fingerbøl er, som mange andre lægeplanter, meget giftig. Den indeholder de giftige stoffer digoxin og digitoxin, som begge er glykosider. Den er også et eksempel på en meget værdifuld plante som gennem folkemedicinens iagttagelser har flyttet sig over i den moderne lægevidenskab. Indholdsstoffet digitalis er i dag blevet medicin for svage hjerter, men i middelalderen havde planten en helt anden funktion. Her blev den brugt mod bylder, hovedpine, underlivssvulster og sårbehandling.
Den nuværende brug af fingerbøl til hjertemedicin stammer fra England. Her havde en klog kone en opskrift på medicin som var gået i arv i hendes slægt i generationer. Netop denne medicin havde påfaldende gode resultater når det kom til hjerte og nyresygdomme, specielt vattersot (ophobning af væske i kroppen). Datidens læger forsøgte at få hende til at røbe hemmeligheden, men hun ville ikke give opskriften fra sig. På et tidspunkt tog en engelsk læge, William Withering, problemet op og brugte 20 år på at forske sig frem til fingerbøls dosering og virkning. I 1785 kunne han klarlægge sine resultater som viste sig at være så gode og holdbare, at ingen siden har kunne ændre på det han fandt ud af.
Der var omkring 200 middelalderlige lægeplanter men kun ganske få af dem havde en reel positiv fysiologisk virkning. Her er fingerbøl en af dem.
