To-komonent-systemet
Ligesom os, kan en plante blive udsat for en masse forskellige former for stress. Planter kan blive udsat for lange tørkeperioder, overskygget af andre planter, eller inficeret med svamp. Med andre ord sker der ændringer i plantens miljø. For at klare sig i den vilde natur, uden at dø, er det vigtigt at planten kan regulere på de stoffer den producerer. Stoffer den skal bruge til vækst, forsvar, angreb og... solcreme.
Planter reagerer på at blive ædt! Hvis den har et hurtigt og effektivt forsvar, vil det sultne dyr stoppe med at spise. Resten af planten går derfor fri. Et godt eksempel på et sådant forsvar er cyanogene glykosider. Glykose betyder sukker, og i dette tilfælde er sukkermolekylet hæftet sammen med hydrogencyanid eller blåsyre (kemisk formel: HCN). Du har måske hørt at blå også kan kaldes cyan. Blåsyre finds I stort set alle planter som biprodukt ved productionen af et plantehormon kaldet etylen. I nogle planter er der dog rigtig meget for eksempel i rå hyldebær. Hvis bærrene koges, ødelægges blåsyren dog og man kan roligt drikke sin hyldebærsuppe.
”Hvorfor tager planten ikke skade, hvis blåsyre er giftigt?”. Dette er et rigtig godt spørgsmål, som der er et logisk svar på. Så længe sukkeret og blåsyren er sat sammen kemisk er blåsyre uskadeligt. Så snart plantecellerne ødelægges, for eksempel ved at man tygger på dem, så blandes blåsyren med et særligt enzym som findes et andet sted i cellen. Enzymet virker som en saks der klipper blåsyren af sukkeret, og den bliver nu en giftig gas der hæmmer respirationen. Det betyder at ilt transporten i dyrets krop bliver dårlig og dyret bliver sygt eller risikere at dø.
De to komponenter er altså:
- Et stof som har en gift, som er harmløs så længe den sidder sammen med en sukker.
- Et enzym som kan klippe sukkeret fra giftstoffet, hvorefter giften bliver aktiveret.